Muskulaturen ændrer sig

Igennem det sidste års tid har jeg lagt mærke til nogle ændringer i muskulaturen på vores heste, som jeg ikke har set før. I hvert fald ikke så tydeligt som nu.

Lucky Lady

Vores heste er ikke perfekte, men jeg vil prøve at vise hvad jeg ser efter. Vi tog nogle billeder af Lucky Lady den anden dag, så jeg bruger hende som model. Lucky Lady er en forholdsvis stor hest, hun er ca. 178 cm i stang. Hun har en lang ryg, kort hals og hun er lidt lige i sine bagben. Hun har altså ikke specielt meget haseaktion. Det er ikke nemt for hende at træde dybt ind under sig selv. Alligevel er det muligt at udvikle hendes muskler, således at hun kommer til at se mere korrekt ud og fungerer bedre.

Mange store og lange heste har en under udviklet overlinje. Lucky Lady er ikke perfekt, men hun begynder at se fornuftig ud.

Mange store og lange heste har en under udviklet overlinje. Lucky Lady er ikke perfekt, men hun begynder at se fornuftig ud.

Sadlen har stor betydning

Det er sjovt at se hvordan ens hest kan ændre udseende igennem målrettet træning. Hestens muskulatur kan selvfølgelig ændre sig både positivt og negativt alt efter hvordan den trænes. Men også sadlen spiller en stor rolle for hvordan hesten udvikler sig.

Det er for eksempel meget almindeligt at se fordybninger bag hestens skulder, der hvor sadlen hviler. Eller ved basen af halsen lige foran manken. Mange heste har ingen muskler lige foran skulderbladet. Det er heller ikke ualmindeligt at kunne se rygsøjlen meget tydeligt. Alle disse ting er tegn på at hesten ikke har udviklet en stærk overlinje.

Der skal ikke være fordybninger/huller bag skulderen. Hvis sadlen giver plads nok vil man blive overrasket hvor meget dette område fyldes ud.

Der skal ikke være fordybninger/huller bag skulderen. Hvis sadlen giver plads nok vil man blive overrasket hvor meget dette område fyldes ud.

Der skal ikke være huller eller fordybninger nogle steder og rygsøjlen skal ikke stritte op over musklerne. Alle muskler skal ligesom flyde over i hinanden.

Drømmen

Det jeg selv gerne vil se er at vores heste begynder at se ud som om de er “bygget op ad bakke”. Deres halse skal se runde og kraftige ud. Ryggen skal se stærk ud og må ikke hænge. Mavemusklerne skal være stærke således at maven ikke hænger. Overlinjen skal se længere ud end underlinjen. Og sådan vil jeg gerne have det ser ud, selv når hestene står og slapper af. Det er i hver fald drømmen.

Hesten ser ud som om den går "op ad bakke". Manken er højere oppe end bagparten.

Hesten ser ud som om den går “op ad bakke”. Manken er højere oppe end bagparten.

Får man udviklet sin hest korrekt, så er det musklerne der får hesten til at se sådan ud. Derfor skal det ikke kun se sådan ud når der sidder en rytter på ryggen af hesten.

Udvikling af overlinjen

De sidste 22 måneder har jeg trænet på at få udviklet hestenes overlinjer. For at hesten skal kunne udvikle sin overlinje, så skal den lære at forlænge disse muskler og den skal begynde at bruge sine mavemuskler. Det er udviklingen af mavemusklerne der får det til at se ud som om hesten løfter ryggen. Rygmusklerne må altså ikke være hårde og spændte, de skal strækkes og løsgøres. Det er derfor jeg lader hestene strække sig så dybt som jeg gør.

En del heste bruger underhalsen til at holde deres hoved oppe og det er helt forkert. Det er heste der ikke arbejder bagfra der gør dette. Når disse heste endelig slapper af i underhalsen og begynder at strække sig, så vil man ofte se dem strække halsen nærmest lige ned til jorden. Dette skyldes at de endnu ikke er stærke nok i deres overlinje til at kunne holde hoved og hals mere fremme.

Noller i longe for 8 mdr. siden. Trapezius musklen er endnu ikke så godt udviklet. Derfor strakte han halsen nærmest lige ned, da han først slappede af i underhalsen.

Noller i longe for 8 mdr. siden. Trapezius musklen er endnu ikke så godt udviklet. Derfor strakte han halsen nærmest lige ned, da han først slappede af i underhalsen.

Når hesten har en stærk overlinje så vil den stadig have godt af at strække sig helt ned. Ligesom når vi selv strækker ud. Men nu vil det se anderledes ud, det er ligesom om halsen buer mere og hovedet vil være længere væk fra forbenene.

Lucky Lady strækker sig også dybt, men holder hals og hoved længere væk fra kroppen.

Lucky Lady strækker sig også dybt, men holder hals og hoved længere væk fra kroppen.

Trapezius

En af de muskler jeg gerne vil se udvikle sig er Trapezius. Den strækker sig fra basen af halsen lige foran manken og et stykke frem, som en trekant, i den øverste del af halsen. Og den er på siden af og et lille stykke bagved manken. Denne muskel er ofte underudviklet. Dette skyldes træningsformen og sadlen. Rigtig mange sadler giver slet ikke nok plads til at denne muskel kan udvikle sig. Og jeg må indrømme at jeg vidste ikke den kunne fylde så meget og strække sig så langt bagud.

Dette er ikke den bedste vinkel. Men man kan godt fornemme hvor bred sadlen skal være, hvis der skal være plads til trapezius musklen, som faktisk strækker sig overraskende langt tilbage.

Dette er ikke den bedste vinkel. Men man kan godt fornemme hvor bred sadlen skal være, hvis der skal være plads til trapezius musklen, som faktisk strækker sig overraskende langt tilbage.

Vores heste har udviklet denne muskel helt enormt meget, efter jeg købte min Peter Horobin sadel. Læs eventuelt “Der skal være plads til skuldrene”. Ingen af hestene har nu fordybninger bag skuldrene. Lige netop denne muskel, som så ofte er underudviklet, er den der er med til at få hesten til at løfte forparten. Hesten vil aldrig komme til at se ud som den “går op ad bakke” hvis denne muskel ikke udvikles.

Subclavius

En anden muskel jeg har lagt mærke til der er blevet tydligere på alle 4 heste er subclavius. Denne muskel strækker sig fra forsiden af skulderen og ned imellem forbenene. Jeg har ikke specielt meget styr på navnene på alle disse muskler. Det der har gjort at jeg har lagt mærke til det er, at det ser ud som om hesten har en skulder der skråner frem i stedet for mere lige ned. Håber I forstår hvad jeg mener. Det ser i hvert fald ud som hestens hals er mere naturlig rejst. Lidt ligesom hvis man forestiller sig en hest i samling. Det sjove ved det er at man skulle tro at sådan en muskel udviklede sig når man red hesten i holdning. Men vores heste er primært trænet i en dyb holdning de sidste 22 måneder.

Musklen ses lige under min finger og strækker sig ned mod bringen.

Musklen ses lige under min finger og strækker sig ned mod bringen.

Musklen hører til en gruppe af muskler, der er med til stabilisere skulderen. Hvis disse muskler er underudviklede, mister hesten sit “affjedringssystem” i forparten. Dette medfører at hesten slider unødigt på sine led. Disse muskler er sammen med trapezius med til at “løfte” hestens forpart.

Pectoral musklerne som ses her hører under ovennævnte gruppe af muskler.

Pectoral musklerne som ses her hører under ovennævnte gruppe af muskler.

Pectoral

Pectoral musklerne hører under ovennævnte gruppe. Disse muskler strækker sig ind imellem forbenene og går lidt op på siden af hesten. Her er de i berøring med gjorden. Hvis sadlen ligger ustabilt og eller gjorden strammes meget, kan disse muskler blive ømme og spændte.

Man kan her se Pectoral musklerne arbejde.

Man kan godt forestille sig at hvis disse muskler bliver ømme, så får hesten svært ved at flytte forbenene korrekt. De skal altså være stærke, smidige og løsgjorte.

Afslutning

Ingen muskler skal virke spændte når hesten står og slapper af. Og ingen enkeltstående muskler skal træde ekstremt frem. Er hesten øm og spændt i nogle muskler, så må man gå træningen efter i sømmene og man skal tjekke sin sadel.

Mange heste vil have gavn af at få hjælp fra en osteopat eller kiropraktor. Jeg kan godt lide at få hestene kontrolleret med jævne mellemrum. Som regel kan jeg mærke hvis der er noget galt, men ligesom os mennesker kan heste også have nogle skævheder hist og pist. Og her synes jeg det er rart at få taget tingene i opløbet, så hesten ikke når at blive øm.

Jeg synes det er nemmere at se udviklingen når man ser hesten i virkeligheden. Jeg håber dog at billederne alligevel kan give en ide om, hvad man kan se efter.