Hvor dybt skal hesten strække sig
Når hesten går med sænket ryg.
Når en rytter sætter sig op på hesten, så vil hestens naturlige reaktion være at sænke ryggen. Når hesten sænker ryggen, så vil torntappene komme tættere på hinanden. Sker dette vil hesten ikke kunne arbejde korrekt.
Hesten vil da have svært ved at træde ind under sig selv. Den kan have svært ved at bøje sig til siderne. For og bagpart arbejder ikke i harmoni med hinanden, det vil sige at hesten får svært ved at holde takten. Kroppens “fjedersystem” sættes ud af drift og hestens led bliver dermed sat under hård belastning, hvilket kan medfører haltheder, unødig slitage og kissing spine. Det siger sig selv, at dette ikke kan være særligt behageligt for hesten.
Regitse i 2014. Hun har aldrig lært at bruge sig selv korrekt under rytter. Hun træder ikke ind under sig selv, hun er på forparten. Hofterne er næsten højere oppe end manken. Ryggen hænger nede mellem hofter og manke.
Hesten skal lære at arbejde med ryggen løftet.
Hvis man vil undgå at skade sin hest, så skal hesten lære at arbejde over ryggen/med løftet ryg. Via træningen vil den så med tiden udvikle en stærk overlinje. Arbejder hesten på denne måde i stedet for at sænke ryggen, så vil vi få en ridehest der kan holde i rigtig mange år.
Man lærer hesten at arbejde over ryggen ved at lade den strække sig ned og ud efter kontakten til biddet, samtidig med at den arbejder afslappet men aktivt og taktfast frem. Først fra jorden og senere under rytter.
Det er første gang Stine arbejder Absint i longen på denne måde. Det vil tage noget tid før man vil kunne se hans ryg løfte sig, men fordi han strækker sig som han gør har han mulighed for at svinge bagbenene rimelig fornuftigt ind under sig. Godt arbejde i to 🙂
Træningsskalaen.
Dette er faktisk grundlaget i træningsskalaen som de fleste nok er bekendt med, men som desværre ser ud til at være blevet misforstået eller negligeret.
Denne grundlæggende del i hestens uddannelse, altså første del af træningsskalaen (takt, afslappet/løsgjort, kontakt) skal være på plads. Det er i denne fase hesten lærer at arbejde over ryggen. Men man bruger det også til den uddannede hest i hver eneste træningslektion, som opvarmning, under træningen for at få ilt tilbage i musklerne og som det sidste i træningen.
Hesten vil i løbet af denne process begynde at træde dybere ind under sig selv og tage mere vægt på bagparten og vi når dermed næste punkt på træningsskalaen som er bæring (DRF kalder det for spændstighed hvis nogen derude skulle blive forvirrede). Som hesten bliver stærkere i denne fase vil den begynde at bære og skubbe ligeligt med begge bagben og når den gør det, så har vi en hest der er ligeudrettet.
Her ses Amaze I versade. Sidebevægelserne er med til at styrke hesten, således at den på et tidspunkt kan ligeudrettes.
Undervejs i uddannelsen vil hesten tage mere vægt på bagparten, den træder dybere ind under sig selv og dens krop vil udvikle sig således at forparten vil begynde at syne højere end bagparten. Så når vi når til samling på træningsskalaen, så har det intet at gøre med at vi kan holde hestens hoved i en højere placering med tøjlerne. Det betyder at hesten har udviklet sig så meget, så den nu kan lukke sine led (hofter, knæ og haser) og sætte sig mere bagtil. Hesten kan nu holde denne sænkede position i alle tre gangarter. Men det er ikke dette billede vi ser i den virkelige verden. Og hvorfor gør vi ikke det.
Der er én årsag og det er at folk ikke får lært deres heste at arbejde over ryggen.
Der er så mange misforståelser af den klassiske teori, at det forhindrer os i at udvikle vores heste korrekt. En af dem er opfattelsen af hvor dybt hesten må strække sig. Nogle siger hesten kun må strække sig til niveau med manken andre siger knæene. Men hvorfor ikke til jorden? Hvis man kan se at hesten kan træde dybere ind under sig selv ved at strække sig helt ned til jorden, hvorfor så ikke udnytte dette.
Her ses Gitse. Hun strækker sig et godt stykke under knæhøjde og alligevel er hun ikke på forparten.
Det er ikke hovedets placering der er afgørende for om hesten er på forparten.
Dem der sætter disse begrænsninger op er dem der er bange for at deres heste så vil være for meget på forparten. Men om hesten går med hovedet højt eller lavt har intet at gøre med om den er på forparten.
En hest der arbejder over ryggen og træder dybt ind under sig selv, kan stikke mulen i jorden og stadig være på bagparten. En hest der starter grand prix og altså har nakken højt kan og er oftest på forparten. Hvorfor? Fordi den ikke arbejder med løftet ryg.
De fleste unge heste og fejltrænede heste vil faktisk have behov for at strække sig næsten ned til jorden for at kunne få bagbenene til at svinge dybt nok ind under dem selv til at kunne begynde at løfte ryggen. Får hesten ikke lov til at strække sig så meget som den har behov for, så vil den aldrig lære at arbejde med ryggen løftet.
Alle heste, der ikke arbejder med ryggen løftet vil være på forparten. Alle heste der er ved at lære at arbejde med ryggen løftet vil i starten være på forparten.
Her ses Stacia I trav. Hun strækker sig et godt stykke under knæhøjde, men er alligevel ikke decideret på forparten. Dette billede er taget fra en video, derfor den ringe kvalitet.
Man kan under ingen omstændigheder flytte hestens vægt til bagparten ved at løfte hovedet op. Det er kun korrekt træning over tid der kan føre til dette.
Her ses Stacia med nakken i en højere holdning. Jeg har prøvet at finde et moment magen til det forrige billede. Man kan her se at hun er tydeligt på forparten og hun træder ikke lige så dybt ind under sig selv som på det forrige billede. Hun skal strække sig temmelig dybt for at bagbenene kan svinge ordentligt ind under hende og dermed flytte vægten lidt bagud.
Det tager tid at styrke hesten.
Alle heste uanset type skal lære at arbejde over ryggen hvis de skal kunne holde i det lange løb. De skal have tid til at udvikle deres muskler korrekt. Hvis man har en ung hest der aldrig er blevet fejl trænet og som har haft mulighed for masser af fri bevægelse, så vil det tage ca 2 års kontinuerligt arbejde før hesten er klar til samling. Og det er hvis man har helt styr på det man laver.
Har man en hest der har været trænet forkert, så vil det ofte tage endnu længere tid. Men det betyder ikke at man i flere år kun kan ride hesten i en dyb holdning. Når man først har fået hesten til at arbejde over ryggen, så prøver man at bringe hesten op i en lidt højere holdning. Mister hesten ryggen, så ved man at man har bragt den for højt op i forhold til hvad den kan klare på nuværende tidspunkt og man lader den strække sig igen. Så man prøver sig altså frem og finder på den måde ud af hvor højt man kan bringe hesten op. Og i starten holder man det kun nogle få skridt før man så igen lader hesten strække sig. Og på denne måde udvikler man hesten stille og roligt små skridt af gangen.
Da Noller har haft en tendens til at gå bag lod, så skal jeg være meget forsigtig når jeg prøver at bringe ham lidt op.
Heste der har kissing spine eller heste der har haft tendens til at blive halte eller lignende, kan i lang tid kun arbejde optimalt under rytter når de får lov til at strække sig dybt. Men selvom ens hest skulle have behov for at blive i en dyb holdning over længere tid, så vil man absolut ikke komme til at kede sig. For at styrke og udvikle hesten træner man sidebevægelser. Og disse kan altså sagtens udføres mens hesten strækker sig. Det er faktisk en meget effektiv måde til at styrke hestens overlinje og det er den måde hvorpå vi lærer hesten at træde dybere ind under sig selv. Og man arbejder selvfølgelig hen i mod at kunne gøre dette i alle tre gangarter.
Gitse i schenkelvigning.
Har man først oplevet hvordan ens hest kan bevæge sig når den strækker sig optimalt, så er har man næsten ikke lyst til at bringe den op i en højere holdning alligevel. Og den tilfredshed det giver når man kan se hvordan hestens krop ændrer sig er al tiden og tålmodigheden værd.
