Et af de spørgsmål jeg oftest får stillet, er hvordan man får hesten til at strække sig i longen uden indspændingstøjler. Det vil jeg prøve at svare på i dette indlæg.

Indspændingstøjler

Først vil jeg lige sige at vi bruger indspændingstøjler. Men vi bruger dem ikke for at få hesten til at bøje nakken. Vi bruger dem til at lære hesten at søge kontakten på biddet.

Når vi bruger indspænindgstøjlerne er de i starten så lange at hesten kan strække sig helt ned til jorden. Det vil sige, at hesten også kan løfte hovedet lige så højt som den vil. Hesten lærer altså ikke at strække sig pga indspændingstøjlerne, men de lærer hesten at søge kontakten på biddet.

På videoen her ses Lucky Lady hvor hun longeres med indspændningstøjler. Jeg bruger indspændingstøjlerne for at lære hende hvordan kontakten på tøjlen føles. Jeg bruger ikke indspænindgstøjlerne så ofte, da jeg føler hestene arbejder bedre uden. Men man kan se at de er så lange at hun nemt vil kunne løfte hovedet. Hvis det skulle være optimalt skulle hun arbejde lidt mere aktivt frem.

 

Hvordan lærer man så hesten at strække sig?

Man starter med at lade hesten skridte rundt på en cirkel og studerer hvordan den reagerer. Nogle heste vil faktisk, helt af sig selv, begynde at strække sig. Hvis hesten ikke gør dette, så går man tættere på hesten omkring halvanden til to meter. Her forsøger man at bevare kontakten til biddet. Med pisken forsøger man at få hesten til at flytte bagparten lidt ud af volten.

Hold øje med hvor hesten placerer den indvendige baghov. Du vil gerne have at den sætter hoven i jorden imellem de to forhoves spor. Grunden til dette er at vi vil have hesten til at træde ind under tyngdepunktet.

Når hesten begynder at træde ind under tyngdepunktet, så vil den naturlige respons være at hesten sænker hoved og hals.

Hvis hesten begynder at strække sig, så giver man den længere line, lader den komme ud på en større volte og letter presset fra pisken. Det er hestens belønning for at gøre det rigtige.

Holder hesten op med at strække sig, så tager man den ind på en mindre volte og ligger igen pres på med pisken.

Det er vigtigt at hesten arbejder så aktivt frem som muligt. I starten kan den ikke bevæge sig så aktivt mens den strækker sig, men med tiden vil den blive stærkere og det vil blive bedre.

Da vi lavede denne video, var det meningen at vi ville vise hvordan man får en hest til at strække sig. Denne hest havde indtil da været svær at få til at strække sig stabilt og så dybt som jeg gerne ville have. Lige nøjagtig denne dag begyndte hun at strække sig dybere og mere stabilt end ellers. Dette er 18 måneder efter vi startede træningen. Jeg prøvede alligevel at vise hvordan man går tættere på og driver på hesten når den slår fra og hvordan man giver den længere line når den går som man gerne vil have.

 

Hvor lang tid tager det?

Det er meget forskelligt hvor hurtigt hesten forstår hvad du mener. Nogle heste kan have nogle fysiske problemer der gør at det vil tage længere tid for dem. Andre kan have nogle temperamentsmæssige problemer. Og så kan der være dem der forstår det allerede efter 15 minutter.

Normalt vil det tage lang tid før man kan få hesten til at strække sig sig stabilt. Den vil oftest strække sig et kort øjeblik, så vil den løfte hovedet lidt og så vil den strække sig igen. Holder den op med at strække sig, så er det man skal ligge lidt pres på som nævnt ovenfor.

Når hesten kan gøre dette i skridt går man videre til trav og derefter galop.

Skifter hesten imellem at strække sig og løfte hovedet lidt, så er det helt fint i starten. Man vil selvfølgelig gerne på sigt have at hesten strækker sig stabilt. Og hvor lang tid det tager kan være meget individuelt. Det kan svinge fra uger til år. Det afhænger nemlig af både hesten og ens egne erfaringer.

Hesten på denne video har været meget svær at få til at slappe af. Det vil sige at når jeg prøvede at longere ham begyndte han at løbe stærkt med hovedet i luften. Denne dag er han blevet arbejdet for hånd før han blev longeret. Man vil kunne se hvordan han momentvis begynder at gå for stærkt og derved mister balancen og går for meget på forparten. Man kan også se hvordan jeg hæfter longen over nakken på hesten.

 

Hjælpetøjler

Hvis man har en hest, der på ingen måde vil sænke hals og hoved så kan den gammeldags chambon være en hjælp.

Har man en hest der har tendens til at gå bag lod, så er den gammeldags chambon et bedre hjælpemiddel end indspændingstøjlerne.

Indspændingstøjlerne kan være gode til heste der gerne vil forbøje sig til indvendig side.

Skridt arbejde er vigtigt

En af de fejl jeg selv gjorde i starten var at jeg gerne ville have hestene til at arbejde i trav. Jeg tænkte at det ville være med til at udvikle dem. Så jeg gjorde ikke så meget ud af skridten og det var en fejl. Det er helt ok at lade hesten trave i longen, men i starten foregår det vigtigste arbejde i skridt.

På denne video ses en hest som ikke er vant til at blive longeret. Man vil kunne se hvordan han prøver at gå i trav i stedet for at skridte mere aktivt frem. Han vil gerne gå langsommere end jeg gerne vil have ham til, så jeg må drive en del på ham, men så gør han det også rigtig fint. Specielt når man tænker på at dette er første gang. Han begynder oven i købet at strække sig. Vi laver et skift hvor hans rytter Stine overtager. Stine har heller ikke prøvet dette før. Da hesten ikke er vant til at blive longeret, forstår han ikke lige at han skal gå ud på en cirkelvolte. Jeg tænker at denne video er god da det viser hvor svært det nogle gange kan være, men den viser også at det godt kan lade sig gøre.

 

Arbejdet for hånd

Arbejdet for hånd kan være en yderst effektiv måde at lære hesten at strække sig på. Så har man problemer med at få hesten til at strække sig i longen, så vil jeg anbefale at man begynder med at arbejde hesten for hånd.

Denne video viser vores fire heste der arbejdes for hånd.

 

Ældre versus unge heste

Jeg har det bedst med at starte ældre trænede heste op for hånd først og derefter longere. Unge heste der ikke har været trænet vil jeg helst starte i longen.

Hold øje med rytmen

En sidste ting jeg vil gøre opmærksom på er rytmen. Hold øje med hestens rytme. Hvordan ser det ud når den strækker sig i forhold til når den ikke gør?

Hold øje med hvordan rytmen ændrer sig alt efter hvor hurtigt eller hvor langsomt hesten går.

Du vil gerne have at hesten arbejder aktivt frem. Gør den ikke det vil den ikke kunne træde ind under tyngdepunktet.

Hvis hesten begynder at løbe, gå for stærkt, så vil den ligge alt for meget vægt på forparten. Rytmen vil nu blive forkortet. Bevægelsen bliver ilende og forhastet.

Træn dit øje

Man bliver nødt til at træne sit øje for hvad der er rigtigt og forkert. Første gang man ser sin hest strække sig virkeligt dybt, samtidig med den arbejder frem, vil man blive overrasket. De fleste vil tænke “wouw kan min hest bevæge sig sådan” det er det du søger i alt hvad du gør.