Videokritik af William Faerber
Will kommenterer min træning af Lucky Lady/Stacia
Jeg har været lidt tilbageholdende med at sende noget ind af Stacia. Dette skyldes at hun bliver ved med at lave små skader på sig selv ude på folden. Det er sjældent noget alvorligt, men nok til at hun får et hævet ben eller af og til virker lidt øm i et ben. Det er typisk det sker når jeg lige er gået igang med trav arbejdet.
Jeg håber hver gang, at nu kan jeg få travet hende over lidt tid og så kan jeg sende noget ind. Desværre har hun indtil nu nået at lave et eller andet, så jeg har måttet vente.
Denne gang valgte jeg at sende afsted selvom jeg kun havde fået travet hende under rytter en smule dagen før.
Hun lavede en skade for mere end 9 uger siden, som blev efterfulgt af en anden skade. Så hun har kun været trænet i skridt indtil for et par uger siden, hvor jeg begyndte at lade hende trave i longe.
Jeg fik travet en smule på hende i løbet af sommeren, men inden da havde hun også været inde i et skadesforløb.
Hun er så stor (og klodset), så hun skal ikke træde meget forkert før det påvirker hende. Jeg håber hun bliver lidt bedre til at styre sine ben med alderen.
Nå men mit problem med hende er, at når hun har haft en skridt pause, så kan jeg efterfølgende næsten ikke få hende i trav og når det så endelig lykkes, så går hun meget ustabilt.
William siger dog i videoen at der ikke er noget unormalt i det og at jeg skal fortsætte som jeg gør.
Her ud over fortæller Will om jagtridning, ledbehandlinger, halte heste der kan få 90 procent i dressur, samt meget mere.
God fornøjelse.