Video: Første lektion med Zazu & Maria
Her er, nederst på siden, en video fra den første lektion med Zazu og Maria. Det er ikke så tit at jeg har længere videoer fra en lektion, men nu hvor jeg har en vil jeg bruge anledningen til at fortælle hvad det er jeg gør i en “første lektion”.
Palle lavede mange små klip, som jeg har sat sammen til en lang video. Jeg har taget alle klip med, så man rimeligvis kan se hele forløbet.
Zazu og Maria
Zazu er 7 år og Maria købte hende i sommers. Til at starte med var alt fint, men så begyndte Maria at få lidt problemer. Maria fik en fornemmelse af at Zazu ikke var parat til ridning hverken muskelmæssigt eller mentalt. Hun blev anbefalet at starte et forløb fra jorden af og det er her jeg kom ind i billedet.
Maria havde problemer med at få Zazu afslappet og når hun blev longeret i trav tog Zazu hovedet op og sænkede ryggen.
Inden jeg kom ud til dem havde Hestefysioterapeut Charlotte Ravnbo behandlet Zazu. Det er ønske scenariet for mig!! Jeg ved da, at hestens reaktioner ikke stammer fra låsninger eller lignende.
Arbejdet for hånd
Når jeg kommer ud til en ny hest som ikke er blevet arbejdet på denne måde før, så starter jeg næsten altid med arbejdet for hånd. I begyndelsen gør jeg nærmest ingenting. Jeg studerer og fornemmer bare hesten. Jeg skal nemlig have pejlet mig ind på hestens temperament og svagheder.
Der kan være mange ting der skal arbejdes med, men man er nødt til at tage en ting af gangen.
Man skal passe på med ikke straks at bede hesten om bøjning, overtrædning, øget tempo osv. Gør man det, så finder man ikke det reelle problem. Mange heste vil nemlig begynde at bevæge sig asymmetrisk lige så snart vi tager i tøjlerne eller presser dem. Den asymmetri vi da ser er ikke nødvendigvis det reelle problem.
Hvis det på videoen ser ud som om jeg ikke gør noget særligt, så er det delvist rigtigt. Vores heste er generelt vant til at vi gør alt for meget. Vi er så fokuserede på at hesten skal gå ned med hovedet, den skal have en masse fremdrift og den skal runde sig eller gå stillet korrekt. Men disse ting er absolut vores mindste problem til at starte med. Og desuden nytter det ikke noget at forsøge at opnå det hele på en gang.
Vi mennesker er også sjuskede med hvordan vi kommunikerer med hesten, bruger vores kropssprog og hvordan vi bruger vores hjælpere. Vi får givet vores heste alt for mange signaler, uden at vi er klar over det eller opmærksomme på det. Ofte får vi også givet direkte modsat rettede signaler. Så længe vi gør det, er det umuligt for os at finde ud af hvor vi skal sætte ind.
For mange signaler
Når hestene bliver overbebyrdet med signaler, så vil de på et eller andet tidspunkt reagere. Lidt groft kan man dele hestene op i to grupper ud fra den måde de reagerer på.
Den ene gruppe reagerer ved at lukke ned. Hestene i denne gruppe ignorerer eller overhører de signaler vi giver dem. Der skal kraftigere og kraftigere signaler til at få dem til at gøre det vi gerne vil have. Disse heste kan virke sløve, dovne, stædige, energiforladte eller uinteresserede.
Den anden gruppe nærmest overreagerer. Disse heste er typisk meget fokuserede på omgivelserne. De kan virke hektiske, nervøse, stressede eller ukoncentrerede. Deres reaktion på vores signaler er oftest at sætte tempoet op og fokusere på omgivelserne.
Det magiske øjeblik
Ovennævnte er ikke hestenes virkelige personlighed, hvis vi skal finde den skal vi være “stille”. Det der sker hvis vi pludselig er stille er at hesten bliver forundret. Den begynder at studere dig, det vil sige at den pludselig viser interesse for dig i stedet for sine omgivelser eller i stedet for at lukke sig inde. Det er lidt forskelligt hvor hurtigt dette sker, men typisk sker det inden for 15 minutters arbejde. Jeg elsker det øjeblik hvor det sker.
Mange vil tro at dette “magiske” øjeblik er på det tidspunkt hvor hesten begynder at strække sig, men nej, dette sker inden da. Faktisk gør hesten ofte noget som de fleste vil prøve at forhindre den i. Den drejer hovedet ind imod dig, som om den vil studere dig eller lugte til dig. Mange skubber med det samme hestens hoved væk eller trækker i den udvendige tøjle. Lad vær med det!! Lad hesten undersøge dig!! Herefter vil hesten være anderledes, du har åbnet op for helt nye kommunikations muligheder. Du får nu et indblik i hestens reelle personlighed.
Ligesom man ikke oplever dette, hvis man gør for meget, så oplever man desværre heller ikke dette, hvis man absolut intet gør. Så selvom det ser ud som om jeg intet gør, så gør jeg faktisk lidt.
Observer hesten
Til at starte med observerer jeg hvordan hesten træder, om den skubber med skulderen, skyder skulderen, forbøjer sig ind i volten eller stiller sig ud af volten. Jeg prøver mig forsigtigt frem med hvordan hesten reagerer på kontakten på biddet og jeg vurdere dens temperament.
I Zazu’s tilfælde følte jeg at hun brugte sine skuldre til at skubbe mig væk og dermed kunne hun undgå at skulle koncentrere sig om mig. Hun gik altså med skuldrene skubbet lidt ind i volten og med al sin fokus rettet på det der skete udenfor volten. For at få hende afslappet var jeg nødt til at ændre hendes fokus. Jeg skulle have skulderen ud på plads foran bagparten. Dette gør jeg ved at bruge min hånd lige foran skulderen.
Med Zazu følte jeg at dette var den vigtigste ting at få rettet. Når hesten først har fundet en måde, hvorpå den kan unddrage sig arbejdet, så vil den bruge denne løsning lige så længe den kan slippe afsted med. Det ender altså med at gå ud over den måde hesten bruger sig på. Og i løbet af noget tid vil det påvirke musklerne, medfører spændinger og måske på sigt skader.
Zazu var meget urolig på biddet til at starte med. Dette kan skyldes nervøsitet eller ubehag ved kontakt på biddet. Uanset hvad tager jeg kun en ganske let kontakt på biddet på sådanne heste. Oftest forsvinder problemet dog når hesten begynder at slappe af fysisk og psykisk.
Jeg kunne godt mærke at Zazu var en fremadgående og lidt anspændt hest, men typisk er dette heller ikke det helt store problem. Normalt bliver disse heste ganske afslappede, hvis man selv er helt afslappet og når man har fundet ud af hvad der skal rettes for at få hesten til at bevæge sig i balance.
Hesten’s og din energi
Hvis man vil have ændret på hestens energi, så skal man ikke prøve at matche sin egen energi til hestens. Man skal i stedet prøve at skabe den energi i sig selv, som man gerne vil have at hesten har. Det vil sige, er hesten tændt og nervøs, så skal man selv være rolig og afslappet. Virker hesten sløv og doven, så skal man selv være frisk og energisk. Når hesten på et tidspunkt udviser den energi man ønsker, så skal man igen ændre lidt på sin egen energi. Ellers ender den friske hest med at gå dovent rundt og den dovne hest bliver (måske) over frisk.
Vi havde en clinic i sommers med Karen Losbaugh fra Art2Ride. Uanset hvilket temperament en given hest havde, var hendes løsning at man skulle vise hesten at man var den dominerende. Hun brugte meget kraftige og energiske signaler. Lidt ligesom når man ser en western rytter med en hest der aldrig har været i hænder. Karen mente at hun på denne måde opførte sig som førerhoppen i en heste flok. Men sådan opfører en førerhoppe sig ikke.
Hesteflokken
Typisk ser man meget sjældent førerhoppen gøre andet end at vippe med ørerne. Det er som regel nok til at de andre heste flytter sig stille og roligt. Sådan er det, hvis der er harmoni i en flok og de enkelte individer kender deres plads. Førerhoppen både kærtegner og leger med de andre heste i flokken. Hun behøver ikke vise at det er hende der bestemmer, alle ved det.
Hvis førerhoppen er rolig, slapper de andre af. Bliver hun nervøs, smitter det af på resten af flokken. Men en hesteflok består af mere end blot en førerhoppe. Der er typisk en hest som de andre gerne vil følge, dette er ikke nødvendigvis førerhoppen. Der er også hesten som de alle gerne vil klø med osv. Det er lidt ligesom en stor familie, hvor hver især har deres funktion. Så længe alle følger reglerne er der ro og orden.
Jeg ved ikke hvordan det er i USA men de fleste heste i Danmark er blevet håndteret af mennesker siden de var føl. Hestene bliver typisk forvirrede og nervøse, hvis vi hele tiden prøver at dominere dem med kraftige signaler. Kun ganske sjældent oplever jeg heste der vil prøve grænser af. Oftest er en enkelt skarp og præcis korrektion nok til at hesten arbejder videre uden problemer.
Tillid
Det vigtigste når vi træner heste er at hesten har tillid til os. Heste er super gode til at “læse” os mennesker, hvis vi f.eks er nervøse eller bange, så kan det ikke lade sig gøre at snyde hesten ved at forsøge at være dominerende. Man skal hvile i sig selv og finde en indre ro. Man er også nødt til at være oprigtigt interesseret i den enkelte hest. Kan hesten mærke at du kan lide den, så kan den lide dig. Det lyder skørt, men der er virkelig mere mellem himmel og jord, når vi taler om heste.
Ejeren
Sjovt nok så er det typisk rimelig nemt at fornemme hvor meget eller lidt man skal gøre når man arbejder med en hest man ikke kender. Det er straks sværere når man står med sin egen hest, hvor noget allerede er gået lidt skævt. Derfor er min opgave ikke kun at få hesten til at bruge sig selv korrekt, det er lige så vigtigt at få ejeren pejlet ind på hvor meget eller hvor lidt de skal gøre.
Som jeg skrev tidligere så gør vi typisk for meget. Får vi ikke den ønskede respons så skubber vi mere og mere. Eller vi tager større og større kontakt på tøjlen. Det duer bare ikke!! Husk altid kun at give et signal og derefter vent. Giv hesten en chance for at reagere eller forstå hvad det er du vil have den til.
Videoen her viser rigtig godt hvordan Maria undervejs får pejlet sig super fint ind på hvor meget eller hvor lidt hun skulle gøre. Den viser også hvordan Zazu bliver mere og mere afslappet. Den urolighed der er på biddet til at starte med er helt væk til slut.
Målet i den første lektion
Mit mål i en første lektion er ikke at få hesten til at strække sig stabilt. Mit mål er at se en hest der begynder at bruge hele sin krop på en afslappet måde. Og jeg vil gerne have at hest og ejer får en større forståelse for hinanden.
Hesten vil typisk i den første lektion begynde at strække sin overlinje. Og de fleste heste vil gøre det på en måde så de strækker hoved og hals meget dybt, om end det er i korte momenter. Men om hesten strækker sig dybt eller ej er ikke så vigtigt endda. Det jeg gerne vil se er at hesten begynder at strække halsen “ud af kroppen”. Jeg vil se at hesten gør sin krop lang, således at den begynder at arbejde uden at være konstant spændt i musklerne i både underlinjen og overlinjen. Dette opnår vi kun hvis vi undlader konstant at korrigere på den.
Træning i den kommende tid
Som man kan høre i videoen så spørger Maria ind til hvor meget og hvordan hun skal træne Zazu i den kommende tid. Vi vil gerne have Zazu’s overlinje gjort stærkere inden Maria skal til at investere i en ny sadel. Dette gøres bedst ved at arbejde hesten fra jorden af, primært i skridt og kun ganske lidt trav til at starte med. Galop arbejde har ikke den store effekt på nuværende tidspunkt. Har man tiden til det er 5 dage om ugen ideelt. På denne måde vil hestene typisk have forbedret deres overlinje i løbet af 2-3 måneder.
Når man vil opbygge overlinje, så er det alfa og omega at hesten er afslappet i det arbejde vi beder den om. Hvis man beder hesten om at lave noget, den ikke helt har styrken til, så vil den spænde op og i stedet for at opbygge muskler nedbryder vi dem. Det er derfor jeg typisk ikke anbefaler galop træning, bom arbejde, skovture eller lignende lige i starten.
Vi skal have nulstillet hele systemet, således at vi kan starte på en frisk med en stærk og afslappet hest.