Vi vil allesammen gerne have en flot opstilling. Men langt de fleste af os kæmper med dårlige vaner og nogle ting der virkelig irriterer os vedrørende vores egen opstilling.
Vi ved godt at en dårlig opstilling påvirker den måde hesten går på. Derfor forsøger mange ryttere virkelig at gøre noget ved det.
Desværre sker der ofte det at man forsøger FOR meget. Man retter på for mange ting på én gang eller man prøver at tvinge sig selv til at sidde i en bestemt position. Dette resulterer desværre for det meste i en spændt rytter.
Jeg har selv en hest der har tendens til at gå bag lod. Det gør mig ked af det, det giver mig grå hår og det gør træningen enormt vanskelig.
Vi er jo alle klar over at det ikke er korrekt, når hesten går bag lod, unddrager sig biddet og krøller sammen. Men hvad er det ved træningen der gør at dette sker. Der er jo enormt mange heste der går sådan.
Vi ser ofte virkelig gode heste til ungheste championaterne gøre det. Vi ser springhestene gøre det og vi ser heste gøre det til OL og VM dressur. Men det er ikke korrekt og det ved vi alle.
Ofte sker det for tændte, meget fremadgående og nervøse heste. Mange gange begynder hesten at gøre dette fordi rytteren holder igen med en hård hånd. Eller den unge hest er blevet trænet med for stramme indspændingstøjler. Det kan også ske for heste der bliver redet med glidetøjler. Eller for heste der bliver redet med stangbid eller meget tynde bid. Men det kan ganske enkelt også ske fordi folk ikke forstår vigtigheden af at få lært hesten at arbejde over ryggen. Hesten skal i begyndelsen af træningen lære at strække sig ned og frem.
Rytterens opstilling og indvirkning på hesten har stor betydning, specielt hvis man gerne vil have hesten til at arbejde korrekt over ryggen/med løftet ryg. Det nytter ikke noget, at man kommer til at tage for meget fat i tøjlerne eller at man mister sin balance. Det vil irritere hesten og så bliver det svært, at få den til at arbejde over ryggen. Medmindre det er en hest der i årevis har været vant til at arbejde korrekt med løftet ryg, men disse heste findes der ikke mange af.
Longering bruges for at forberede hesten til at blive redet. Ved at lade hesten gå rundt på en cirkel volte, lærer man hesten, med tiden at runde sig langs det spor den går på. Når hesten gør dette vil den være nødsaget til at tage mere vægt på det indvendige bagben. Dette vil virke løsgørende på hesten. Hesten lærer desuden kommandoerne skridt, trav og galop, samt kontakt på tøjlen. Det er også her hesten skal lære at være afslappet når vi arbejder med den.
Stacia traver afslappet og strækker sig ned og frem.
Longeringen bruges ofte forkert.
Longeringen er normalt noget af det første rigtige arbejde vi udsætter hesten for. Det er derfor vigtigt at vi her får lært hesten de rigtige ting.
Desværre er longering i dag ofte noget der bliver brugt på den forkerte måde. Man hører tit at folk bruger longeringen til at få hesten til at afreagere og komme af med noget energi inden ridningen. Eller folk bruger longeringen for at få hesten lært at bøje i nakken ved hjælp af indspændingstøjler eller andre gadgets. Det er synd og skam at bruge longeringen på den måde.