Formålet med siden
Mit største ønske med denne hjemmeside er at flere måske vil overveje en ekstra gang inden de afliver deres hest, fordi den ikke fungerer optimalt som ridehest. I rigtig mange tilfælde er det nemlig muligt at bringe hesten tilbage i arbejde og ofte kan man få en hest der ligefrem syntes det er dejligt at arbejde sammen med os. Men vi bliver nødt til at tænke anderledes, være kreative og være åbne for at man ikke altid kan følge nogle bestemte teorier og metoder.
Vi skal lære at se på hesten som en helhed og ikke stirre os blinde på en bestemt del af hestens krop. I træningen skal vi lære at fokusere på følelsen hesten giver os i stedet for at fokusere på om hesten f.eks har den helt korrekte stilning i nakken, eller om vi som ryttere sidder fuldstændig perfekt. Intet vil være perfekt før både hest og rytter forstår at arbejde afslappet og i balance med hinanden. Rigtig mange detaljer skal falde på plads før dette kan ske.
Hesten skal være stærk, løsgjort og kunne arbejde i balance uden en rytter på ryggen, før det vil kunne lade sig gøre med en rytter på ryggen. Rytteren skal have en god balance, en fin fornemmelse for sin krop og en evne til at være til stede i nuet.
Mange faktorer spiller ind på om hesten fungerer i ridningen eller ej. Ud over hest og rytter, så er der foder, fold tid og fold forhold, sadlen, trensen, biddet, stalden og miljøet. Det kan være noget af et detektiv arbejde at være hesteejer. Men man bliver også nødt til at se indad. Er man selv utålmodig fordi man forventer at hesten skal kunne gå stævner, jagter eller lignende? Hæfter man sig selv ved hvad andre heste på samme alder som ens egen, kan præstere? Holder man sig til hvad en underviser eller en “metode” siger man skal gøre, selv om det ikke virker på ens egen hest?
Hvorfor siger nogen at det er ok hesten går bag lod når den strækker sig? Hvorfor mener nogen at hesten kun må strække sig til en specifik dybde? Hvorfor rider nogen hestene meget frem mens andre rider i meget lavt tempo? Skal vi træne hestene over bomme for at få den til at bruge ryggen? Er Pessoa systemet den bedste måde at genoptræne en hest med tætsiddende torntappe? Spørgsmålene er mange…
No wonder at man som hesteejer bliver forvirret. Spørger man 3 forskellige fagfolk, så får man 3 forskellige meninger.
Man bliver ganske enkelt nødt til at give sig selv tiden til at lære sig selv at kende sin hest godt. En rigtig god måde at lære hesten at “kende” på er via arbejdet fra jorden af. Her lærer man hvordan hesten reagerer på kontakten på tøjlen, man kan se hvordan den bevæger sig, hvordan den helst holder sit hoved, hvordan den bruger ryggen osv. Man lærer også hvordan man selv påvirker hesten hvis man er ukoncentreret, dominerende, afslappet osv. Hesten læser os lige med det samme pg reagerer derefter. Det er derfor at arbejdet med heste kan udvikle os som personer, hvis vel at mærke vi er åbne for at lytte til hesten i stedet for at blindt at stole på alle andre end hesten.
Jeg må indrømme at det tager tid tid, at nå til et punkt hvor man kender sin hest så godt, så man begynder at kommunikerer igennem krop og følelser. Men når det så er sagt, så tror jeg de fleste af os har prøvet at stå med en dårlig mavefornemmelse efter noget undervisning eller en ganske almindelig trænings lektion derhjemme. Og det er det vi skal lytte til og rette ind efter.
Jeg vil her på siden fortælle om træningen af vores egne heste, men også lidt om træningen af andres heste.
Vi har selv 4 heste som alle bliver redet, men tilbage i starten af 2016 var to af disse heste pensionerede. Den ene pga en skulderskade, led forandring i den ene has, samt tætsiddende torntappe. Den anden pga slid i benene efter mange års springning. Grundig træning fra jorden gav dem nogle stærke overlinjer, som har gjort, at de på trods af diverse skavanker idag fungerer rigtig fint.
Der er beskrivelser på siden af både arbejdet for hånd og longering. Og vores egne heste er blevet trænet op på måderne som er beskrevet. Jeg håber at andre ud fra disse beskrivelser kan komme igang med at træne deres egne heste op.
Jeg vil også komme ind på vigtigheden af en god sadel og de problemer jeg selv har haft med sadler.
Herudover vil der være en side hvor jeg sælger brugte sadler og andet udstyr.
Mit håb med hjemmesiden er at andre vil kunne se hvor enkelt det kan være at træne hesten og at selv heste med diagnoser kan komme til at blive velfungerende glade rideheste. Men arbejdet fra jorden kan også bruges som en variation i træning af velfungerende heste, eller det kan bruges som opvarmning.
Selv om vores egne heste idag har nogle fine overlinjer, så bruger jeg typisk arbejdet for hånd som opvarming inden jeg rider. Longeringen bruger jeg som et alternativ til ridningen, på dage hvor jeg synes hestene kun skal arbejdes let.
Der vil også være lidt beskrivelser af ridningen. Jeg har selv været igennem mange overvejelser og måske nogen kan genkende nogle af de problemer og tanker jeg har haft og kan måske derigennem finde nogle fif der kan bruges.
Husk heste er ikke maskiner, der fungerer upåklageligt den ene dag efter den anden. De har ganske ligesom os selv, både gode og dårlige dage. De dårlige dage behøver ikke at betyde at hesten er syg.
Jeg håber hjemmesiden kan sætte gang i nogle tanker og forhåbentlig også sætte gang i træningen.
God fornøjelse.
Leave a Comment