Kontakten i forhold til forskellige metoder
Måske vi skulle tale lidt om “kontakten” 🤔
Det er noget jeg i hvert fald selv har brugt rigtig meget tid på at fundere over. Og jeg har lavet mange fejl undervejs. Så jeg tænkte, at jeg ville dele nogle af de tanker jeg har gjort mig. Det er et kæmpe emne, så jeg tænker at dele det op i flere opslag.
Når man taler om kontakten, så tror jeg det er vigtigt først at gøre sig klart hvilke principper det er man træner efter. Og hvad ens mål med træningen er. Derfor vil jeg i første opslag komme ind på kontakten udefra forskellige træningsmetoder.
Ridning uden kontakt
Der findes flere grene af ridesporten, hvor man IKKE ønsker at ride med kontakt på tøjlen. Vi taler her om blandt andet Western ridning (kvæg vogtning mm.), Working equitation (tyrefægning mm.), men også den helt gamle klassiske træning, hvor riddere og fyrster trænede til nærkamp. Disse former for træning, stammer fra tider hvor hesten blev brugt i det daglige arbejde. Ridning havde en praktisk funktion. Målet var, at kunne nå frem til at ride sin hest med EN hånd på et stang bid. Dette for at kunne have den anden hånd fri til lassoen, spydet eller sværdet.
Afhængigt af formålet skulle hesten kunne gå i en større eller mindre samlingsgrad. Fælles var dog at hestene skulle være hurtige at vende, nemme at styre og lette at sidde på. De foretrukne gangarter var/er skridt og galop. Man var ikke interesseret i, og havde nok heller ikke oprindeligt heste der gik med stort rygsving og afskub. Der blev generelt trænet med skarpe bid og heftige sporer. Dette fordi en prompte reaktion fra hestens side kunne rede rytterens liv. De heste der blev trænet til specielt nærkamp, skulle kunne samles helt ekstremt og det kunne kun lade sig gøre, hvis der blev brugt sporer og skarpe bid.
De folk der arbejdede med heste på denne måde, var mere eller mindre opvokset med det. Det var hele deres liv og eksistens grundlag.
Der er ingen tvivl om, at der blev passet godt på disse heste. Ejernes liv afhang i mange tilfælde jo af deres hest. Men jeg tror ikke man skal idyllisere det!! Disse heste SKULLE reagere prompte på hjælperne uanset hvad..
Tiderne ændrer sig
Efterhånden forsvinder riddernes funktion og fyrsterne rider heller ikke længere selv ud i nærkamp. Der opstår rideakademier og der begynder at blive skrevet lidt mere om træning af heste. Der var ikke længere behov for at hesten kunne lave f.eks kaprioler for at rede rytterens liv, nej nu trænede man hestene op til dette niveau for fornøjelsens skyld. Det var ikke alle og enhver der kunne komme ind på disse rideakademier. Det var primært adelige og velhavende mennesker. Og man må gå ud fra at de heste de brugte var blevet nøje udvalgt og ekstremt velegnet til formålet. 
Tiderne ændrer sig yderligere og selvom heste ikke længere blev brugt på samme måde i nærkamp, så havde militæret behov for heste. Og de havde behov for MANGE heste. Man kommer derfor til at arbejde med heste som ikke alle var lige perfekt skruet sammen.
Militæret havde behov for fremadgående heste der kunne bære deres ryttere over lange distancer uden at tage skade. Der var ikke længere det samme behov for at hestene kunne samles ekstremt. Men for at hestene skulle kunne holdes sunde og raske, så var man nødt til at uddanne hestene således, at de som minimum kunne bevæge sig i balance.
Ridning med kontakt
Hvor man tidligere brugte kapsun og stangbid i træningen, så bruger man nu i ridningen, trensebiddet. Og senere i hestens uddannelse kandaren. Dog bruges kapsunen stadig i den første del af hestens træning, altså den del af træningen, der foregår fra jorden af. Nu skrives der en del om kontakten på biddet. Man taler oven i købet om forskellige grader af kontakt.
Hestene er på dette tidspunkt ændret avlsmæssigt og man kan derfor formentlig ikke træne dem på nøjagtig samme måde som tidligere. I hvertfald skrives der nu mere om at hestene skal rides frem til hånden, før man kan begynde at lave bane figurer og sidebevægelser. Der er sågar beskrivelser af hvordan man kan forvente kontakten vil være afhængig af den individuelle hest’s lader.
Træningsskalaen
Her begynder træningsskalaen at tage form. Det er det tyske militær, der udefra Gustav Steinbrechts beskrivelser udvikler en “træningsmanual”. Systemet blev udviklet på baggrund af hestens naturlige måde at bruge sig på, samt “de gamle mestres” viden og erfaringer.
Hvor det tidligere kun var de få talentfulde eller velhavende, der brugte det meste af deres liv på at lære at ride, på heste der var meget velegnede til formålet, så var det nu vigtigt, at have et system hvor man kunne lære flere at ride, på heste der måske ikke var så velegnede. 
Det blev derfor et ekstremt gennemprøvet system, som blev brugt på alle mulige forskellige typer heste.
Dette system er det dressurkonkurrencerne er opbygget ud fra. Det kan man dog ikke mere se, hverken på ridt eller bedømmelserne. Det samme gælder for berideruddannelsen. Et eller andet sted undervejs er noget gået galt.
Klassisk dressur
Noget af forvirringen i alt dette er, at man ofte uanset hvad man gør, taler om klassisk dressur. 
Taler man om den helt gamle form for træning (akademisk/barok som f.eks Bent Branderup, straightness training) så er målet ridning med en hånd på et stang bid.
Følger man de Franske mestre (Francois Baucher og i nutiden Philippe Karl), så bøjer man hestene meget i halsen, ofte mens hesten står stille. I denne kategori ser man også ofte grupper der mener at hesten skal holdes meget højt i nakken, fordi man mener at dette kan få hesten til at tage vægt på bagparten.
De gamle tyske principper som har formet træningsskalaen er dem som f.eks. Gerd Heuschmann mener er korrekte udefra hans egne undersøgelser. Det er disse principper jeg selv startede med at lære. Men jeg var hele vejen rundt før jeg igen, endte med at forstår hvorfor dette (i mine øjne) er den mest korrekte måde at træne alle mulige forskellige typer heste på.
Den moderne dressur er blevet et stort virvar af alle disse ting. F.eks. stammer Rollkur vel egentlig fra de kraftige bøjninger tilbage fra de franske tendenser. LDR har formentlig sit udspring i det franske kombineret med det barokke. Og desværre er tendensen med at holde imod på tøjlen samtidig med at man presser på med sporerne opstået igennem de tyske traditioner. 
Dressur betyder træning
For mig har det betydet meget at sætte mig ind i de forskellige typer af træning. Det gav mig en bedre forståelse for hvor jeg ville hen. Det handler selvfølgelig ikke kun om kontakten, der er mange forskelle afhængig af de forskellige metoder. Og hvis nogen tænker, jamen jeg springer eller rider gangarts klasser, så dressur betyder ikke så meget for mig, så kan jeg kun sige at – dressur betyder træning. Og alle heste skal have en god grundtræning, før vi kan tillade os at tilrettelægge træningen mod en specifik disciplin. 
Det her er meget overfladisk. Skal jeg gå i dybden skal jeg skrive en hel bog. Men skriv hvis I selv har været forvirret over et eller andet. Så kan vi måske komme nærmere ind på forskellige problemer.
