Træning

NBP Hestetræning

Der hvor de fleste af os fejler er i grundtræningen af hesten. Hvis grundtræningen ikke er i orden, så kan det blive fatalt for hesten.

Vi ser idag alt for mange heste blive aflivet fordi de ikke fungerer som rideheste. I mange tilfælde kan der ikke findes nogen konkret årsag til dette.

Typisk sætter vi mennesker vores egne mål og ambitioner foran alt andet. Fungerer hesten ikke til det vi havde planlagt,  så må der være noget galt. Men det er der ikke nødvendigvis!

Heste er lige så forskellige som os mennesker. De kan ikke alle udføre den samme opgave. Heste er meget forskellige i deres måde at udvikle sig på og i deres måde at forstå ting på. Rent fysisk er der også store forskelle på, hvor hurtigt en given hest kan udføre det den bliver bedt om.

Cody 6 år

Forberedelse inden ridning

Det største problem i mine øjne er at hestene ikke bliver godt nok forberedt inden vi begynder at ride dem. Uanset om man står med en helt rå ung hest eller en ældre hest som har problemer, så er det i grundtræningen fra jorden at man skal sætte ind.

Hesten skal som det første have opbygget en stærk overlinje inden vi begynder at ride den. De skævheder hesten har, naturlige og tillærte skal også rettes op inden ridningen påbegyndes. Alting forværres nemlig når vi sætter os op på hesten.

Vi bruger idag alt for lidt tid på at forberede hesten til ridningen. Nogle heste udvikler sig hurtigt, mens andre tager rigtig lang tid. Men hvis vi ikke tager os tiden til at forberede hesten ordentligt så vil problemerne indhente os på et eller andet tidspunkt. Det være sig i form af skader eller uvillighed.

Spirit 4 år

Hesten bruger sig skævt

De heste jeg typisk kommer ud til er heste der er trænet, men som ikke fungerer optimalt i ridningen. Eller det kan være heste der mangler overlinje. Nogle af disse heste har været igennem et utal af dyrlæge besøg, kiropraktiske/osteopatiske behandlinger, massage eller lignende. Der er ofte givet en del vejledninger i forskellige øvelser/træningspas der skal udføres. Dog uden resultat.

Det jeg ser hver eneste gang er heste der bevæger sig meget skævt. Når hesten bruger sig skævt, så vil den selvfølgelig også opbygge en skæv og spændt muskulatur. Hvis man laver en træningsplan hvor hesten f.eks skal rides ligeud, gå over bomme, longeres i Pessoa system osv. så vil hesten muligvis komme til at bruge sig anderledes, men skævheden og spændingen vil stadig være der. Der bliver derfor aldrig taget hånd om det virkelige problem.

Man skal tænke på at hesten normalt ikke har nogle problemer så længe den får lov til at gå rundt på folden som den har lyst til. Problemerne opstår når vi sætter os op på hesten. Hvis målet er at komme til at ride hesten, så skal disse ting rettes.

Jeg kommer dog også ud til mange som bare gerne vil give deres hest en god grundtræning fra jorden af inden ridning påbegyndes. Og andre vil gerne have råd til hvordan de kan bruge denne form for træning sideløbende med ridningen.

Cosmo 6 år

Træningen

Træningen går ud på at få hesten til at bevæge sig mere symmetrisk og ensartet til begge sider. Hermed vil hesten begynde at arbejde i en bedre rytme/takt. Via dette arbejde begynder hesten typisk at slappe af både fysisk og mentalt.  Når det sker begynder hesten at løsne op og får nemmere ved at runde sig til siderne og til at strække sig. Når hesten begynder at strække sig får vi løsgjort og afslappet overlinjen. Det er det vi skal frem til for så vil musklerne i overlinjen begynde at udvikle sig.

Jeg bruger arbejdet for hånd og longeringen til dette formål. Normalt arbejdes hestene med trense på, men i nogle tilfælde bruges der kapsun i stedet for. Jeg bruger ikke indspændingstøjler eller lignende. Jeg har i træningen af vores egne heste prøvet at bruge løse indspændingstøjler, men synes de forstyrrer mere end de gavner. Hvis arbejdet for hånd bliver gjort godt nok er der ikke brug for dem.

Udover at løsgøre, styrke og rette hesten op så forbereder arbejdet fra jorden af, hesten til ridningen. Derfor er det vigtigt at dette arbejde bliver gjort på en måde således at vi kan overføre det til ridningen.

Louis 7 år

Tålmodighed

Det kræver tålmodighed og indfølingsevne at træne heste. Man bliver nødt til at forstå at ikke alle heste skal trænes ens. For eksempel skal nogle heste arbejdes meget frem, mens andre vil have bedre af at blive arbejdet i et langsommere tempo. Nogle heste kan strække sig til jorden, mens andre har nemmere ved at bevare balancen hvis de går i en mere vandret holdning.

Gør man det rigtigt?

Man skal huske på at hesten igennem hele træningsforløbet vil ændre sig og man skal justere sin træning udfra dette. Er man i tvivl om det man gør er rigtigt, så er der her et par ting man kan holde øje med. For det første så skal man frem til at overlinjen nærmest “blævrer” når hesten bevæger sig. Dette er nemlig tegn på at hesten er helt afspændt. Husk på at det jo ikke er overlinjen der skal løfte!!

Det andet man kan holde øje med er hestens gang, den skal blive bedre som træningen skrider frem. Hesten skal begynde at tage lige lange skridt med bagbenene. Hesten skal ligeledes kunne runde sig ensartet på begge volter. Det skal være lige nemt at få hesten til at træde under på begge volter. Og den skal kunne træde lige frem i forhovenes spor altså uden at det ene bagben vier til en af siderne.

Er man opmærksom på sin hest vil man opleve mange små positive fremskridt.

Farco 26 år

Forberedelse af rytteren

Træningen fra jorden forbereder ikke kun hesten til ridningen men altså også rytteren. Jo bedre man kender sin hest og dens måde at bruge sig på des nemmere vil det være når man rider hesten. Rigtig mange ryttere har en tendens til at føre den indvendige hånd tilbage og den udvendige frem, når hesten under ridningen spænder op eller lignende. Dette er en vane der kan brydes igennem arbejdet for hånd. Man kan ligeledes lære en masse omkring kontakten på tøjlen. Her ud over får man trænet sit øje i at se hvad der er rigtigt og forkert.

Til at starte med kan det være svært at fornemme om man er på rette vej og mange bliver usikre på sig selv. Dette vil ændre sig med tiden.

Hvis man gerne vil have gode råd eller lignende, så kan man tilmelde sig Facebook grupperne herunder. Fælles for begge grupper er at det ikke er nogen bestemt træningsform det handler om. Det er grupper hvor man kan dele erfaringer og søge hjælp på tværs af metoder og teorier.

Nemo

Nobackpain Danmark

Dette er en dansk gruppe.

The thinking Rider

Dette er en engelsk gruppe.

Er man interesseret i at se billeder, små video klip og læse mere om træningen, så er der selvfølgelig siden her, men jeg har også Facebook siden Nobackpain.