Her søger jeg inspiration
Der er idag en del virkelig gode trænere og folk med en speciel viden, som på internettet deler ud af deres erfaringer. Og man kan lære usandsynligt meget af dem, hvis man vil gå i dybden med tingene.Jeg tænkte derfor, at jeg ville fortælle Jer lidt om de mennesker, som jeg søger inspiration hos.
De personer jeg er inspireret af, er folk der tager hensyn til hvordan hesten fungerer bedst ifølge dens natur. Jeg vil have glade heste, heste der synes det er sjovt at arbejde, heste der stoler på mig og heste som igennem træningen kan udvikle sig til at blive sundere, stærkere og mere smidige.
Der findes et utal af betalingssider sider, hvor man kan se videoer og lære. Mange bliver fanget af reklamerne på facebook. Men jeg tror det er vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil opnå og hvad ens problemer er, før man vælger “side”. De bedste sider er ikke nødvendigvis dem med de mest “kendte” personer og ej heller er det nødvendigvis de sider der bruger flest penge på reklame.
Da jeg var ung og gerne ville lære, der var der ikke mange andre muligheder end at gå i boghandlen eller få undervisning. Idag kan man sige at mulighederne for information næsten er for mange. Vi bliver proppet med information hele tiden. Dette gør at vi skal være gode til at skelne imellem brugbart og ikke brugbart. Og det kan være svært.
Jeg ved at det vi som individer søger af viden, kan være meget forskelligt. Men herunder er beskrivelser og links til de personer, som jeg søger inspiration hos.
Mark Rashid
Mark har skrevet omkring 12 fantastiske bøger. Han er western rytter, men hjælper ryttere inden for alle discipliner.
Jeg elsker at læse Mark´s bøger. Hver eneste bog jeg har læst, har vækket nogle helt specielle følelser. Det er ikke “how to do” bøger. Det er bøger, hvor man lærer igennem fortællinger. Det er bøger der ændrer ens tankegang!!
Mark prøver at se tingene fra hestenes perspektiv. Han ønsker at træne hestene efter så lette signaler som overhovedet muligt. Han fokuserer på at hesten skal være blød både indvendigt (psykisk) og udvendigt (fysisk). For at opnå dette bruger han sammen med sine meget lette hjælpere, sine tanker.
Mark har en lille video side som han kalder Classroom. Man kan se mere her på hans facebook side: Considering the horse classroom.
Det koster under 70,- om måneden at være medlem.
Hans bøger kan iøvrigt købes billigt og læses øjeblikkeligt, hvis man bestiller dem som Kindle edition på Amazon.
Warwick Schiller
Warwick har trænet på højeste niveau indenfor reining. Warwick har en helt enormt struktureret måde at træne heste på.
Er man usikker på om ens hest virkelig forstår alle ens hjælpere og vil man have hjælp til at sikre sig at hesten lærer alt korrekt fra bunden af, så er dette siden man skal besøge.
For nogle år tilbage ændrede Warwick sin tilgang til træningen fra at være meget disciplineret til i stedet at se mere på hestens signaler. Mange disciplinerede heste har nemlig ganske enkelt lukket ned. Han træner nu hestene ud fra at se på deres signaler.
Warwick har en side med enormt mange videoer, som koster ca. 200,- pr. Mdr.
Man kan få lidt inspiration på hans youtube kanal og i hans facebook gruppe: Warwick Schiller Performance Horsemanship
Karen Rohlf
Karen er dressur rytter, men har også studeret hos Parelli. Hun har hjemmesiden og Facebook gruppen Dressage Naturally. Hun er mere dressur orienteret end Mark og Warwick, men hun træner absolut ikke, som man normalt gør indenfor dressur. Her tvinges hesten ikke ind i en specifik holdning. Øvelser leges ind i hestene og balance, ligeudretning osv. opnåes igennem at hest og rytter finder “the Sweet spot”.
Karen arbejder hestene både med og uden trense.
Man kan få nogle fantastisk gode tips på hendes side og det koster ca. 150,- pr måned. Jeg elsker denne side!!
Kathy Sierra
Kathy har selv islandske heste. Hendes træning går ud på hvordan vi kan få hesten til at bevæge sig bedre, friere og med større lyst, ved at udnytte og prøve at få hestens hjerne til at frigive “positive” stoffer. Hendes træning går ud på at overbevise hestens hjerne om, at hesten godt kan give slip og bevæge sig bedre. Har man en hest der har mistet lysten til at bevæge sig, har man en hest man føler der holder igen på sig selv eller lignende, så kan man få hjælp på hendes kursus forløb. Kursus forløbet hedder pain science. Tilmelder man sig har man evig adgang til materialet.
Kathy´s Instagram side kan være god at se nærmere på og man kan også på Instagram søge på #Intrinzen
Steve Peters
Steve er hjerneforsker og har studeret hvordan hestens hjerne fungerer. Han har skrevet bogen Evidence based horsemanship. Man kan finde en del videoer på YouTube ved at søge på hans navn og de er super interessante.
Både Mark og Warwick refererer af og til, til Steven.
Det er meget individuelt hvordan vi hver især lærer bedst. Mange har det bedst med at få en træner ud, som kan fortælle præcist hvad der skal gøres her og nu. Men det er meget begrænset, hvad man kan lære på en lektion. Dette gælder også selvom man får en lektion om ugen. Hvor ofte får du en grundig gennemgang af hvorfor du skal gøre det træneren siger?
En sådan gennemgang tager rigtig lang tid. Hele lektionen plus de næste ville gå med dette. Derfor er det nødvendigt, at man som rytter selv søger information. Den optimale løsning er derfor i mange tilfælde en kombination af at man selv sætter sig ind i nogle ting og derefter kan få nogle øjne på. Og her er det selvfølgelig vigtigt at tingene matcher.
Ovvenævnte personer er altså mine inspirationskilder, men jeg kan ikke sige at jeg følger én af dem 100 procent. Når man har trænet heste i mange år, så er der nogle ting som virkelig sidder fast fordi de virker. Men er man usikker, så kan det være rigtig godt at gå i dybden med en person/metode.
Ovennævnte personer er alle nogen hvor jeg kan kæde deres træningsformer sammen. Der kan være forskelle i hvordan de gør tingene, men der er en form for flow eller sammenhæng i det.
Håber ovennævnte kan være til hjælp og er du i tvivl om noget, så send mig en besked. Jeg skal da prøve at guide dig i den rigtige retning.