Her er endnu en video med Amaze

Amaze er nu redet i ca 2 år. Det første år blev hun primært redet i skridt og kun en til to gange om ugen. Herefter begyndte vi at lave lidt mere trav arbejde og red 2-4 gange om ugen.
I lang tid red jeg Amaze hvor hun strakte sig fra lige under bringen og nedefter. Jeg ville gerne have hende til at strække sig så dybt som muligt i starten pga hendes kissing spine.


Man kan ikke tvinge hesten til at strække sig så dybt. Når først hesten har fået lang tøjle, så vil den altid kunne løfte hovedet inden man egentlig kan nå at gøre noget ved det. Nogle heste kan være så svage i deres overlinje, så de hurtigt finder ud af, at den mest behagelige måde at bevæge sig på er når de strækker sig dybt. Når de bliver stærkere vil de ofte løfte hoved og hals lidt mere i takt med at man beder om mere fremdrift.
Nå men Amaze har haft luret fidusen med at strække sig og dermed få længere tøjle. Hun begyndte næsten at rykke i tøjlerne. Når hun havde fået længere tøjler løftede hun hovedet og gik sin egen vej.

Dette sker hvis man ikke lærer hesten at følge kontakten på tøjlen. Man er godt nok i mange tilfælde nødt til i starten fuldstændig at give tøjlen når hesten strækker sig. Men lige så snart hesten har fundet strækket, så skal man begynde at have fokus på kontakten.

Amaze trækker idag stadig lidt i tøjlerne, men nu giver jeg ikke bare længere tøjler fordi hun hiver i dem. (I kan se i videoen at hun af og til prøver).
Idag behøver jeg ikke at ride Amaze konstant i et dybt stræk. I stedet prøver vi os frem med forskellige holdninger. Hvis hun mister rytmen, føles hård i ryggen eller sætter tempoet ned så har jeg bragt hende for højt op i nakken ifht. hvad hun kan klare.

Et par gange i videoen sætter hun tempoet i vejret og vil egentlig gerne løbe frem med hovedet højt og smidt ryg. Her prøver jeg ikke med tøjlerne at holde samling på hende, ved at låse mine hænder ved manken og få hende ind i en bestemt form. Jeg følger i stedet hendes mund ved at løfte hænderne. Dette gør at jeg kan få kontrol over tempoet igen uden at skulle tage hårdt fat. Herefter vil hun hurtigt finde en mere behagelig holdning.