Er din hest trænet korrekt?
Hvordan ved man om man træner sin hest korrekt?
Der er nogle områder på hesten hvor det er meget tydeligt at se om træningen er i orden.
Området bag skuldrene
Et af stederne er området lige bag ved skuldrene. Det man typisk ser på ridehestene er fordybninger, faktisk lige der hvor sadlens forreste puder hviler. For rigtig mange er det blevet helt normalt at heste har disse huller lige bag skuldrene.
Det andet man ofte ser er de her lidt tønde formede heste uden manke og uden nogle fordybninger nogen steder. Dette ses oftest på ungheste, overvægtige heste elle hos de tungere racer og nogle ponyer. Typisk vil det være heste der ikke laver særlig meget.
Det er nemlig sådan at hvis hesten arbejdes korrekt så vil manken ligesom vokse op imellem skuldrene, således at hesten begynder at se højere ud fortil. Det betyder dog ikke at manken begynder at blive spids. Manken skulle gerne fremtræde kraftig og bred.
Området bag manken
Området bag skuldrene skal være fyldt ud med muskler og den muskel der kan ses her vil faktisk begynde at strække sig lidt bagud for manken. Den udfylder det område lige bagved manken hvor rigtig mange heste ellers hænger i ryggen.
Området foran manken
Et andet sted på hesten hvor jeg synes det er meget tydligt at se er på halsen lige foran manken. Her ser man ofte en fordybning. Er hesten korrekt trænet, så er der ingen fordybning. Sidder man på hesten og kigger ned på dette område. Altså på den første del af halsen lige foran manken, så vil hesten være enormt bred i dette område.
Halsen skal være kraftigst ved basen (tættest på manken) og bliver smallere ud mod ørerne.
Området foran skuldrene
Området foran skuldrene vil begynde at blive fyldt ud med muskler. Det vil begynde at se ud som om hestens hals kommer ud af skuldrene i en opadgående form i stedet for lige ud af skuldrene. Og dette vil ske selv om hesten endnu ikke er arbejdet i samling.
Overlinjen
Hesten begynder at få en mere rund form. Altså en form hvor det ser ud som om overlinjen løfter sig opad eller runder opad. I stedet for som man ofte ser, hængende ryg og kraftig underhals.
Udviklingen tager tid
Disse forandringer er noget der sker over tid. Hesten skal altså være trænet korrekt i en længere periode før man vil kunne se det. Men selv på min 20 årige Regitse kan jeg nu begynde at se disse forandringer.
Hvor hurtigt hesten udvikler sig vil afhænge af dens kropsbygning, temperament, alder, skader, forudgående træning, rytterens evner/indfølingsevne m.m., men alle heste vil kunne forbedres ved hjælp af korrekt træning.
Se på din hest
Så prøv at se på din egen hest. Hvor mangler den muskler? Ser det ud som om overlinjen løfter sig eller står hesten og ligner en hængebro. Vær ærlig over for dig selv. Du kan sagtens ændre på det, hvis du ikke er tilfreds med det du ser. Det er bare et spørgsmål om træning – korrekt træning.