Video: Kommunikations træning

De sidste par år har jeg været ude hos rigtig mange forskellige heste og ryttere. I starten handlede det meget om at få opbygget overlinje og få anspændte heste afslappede. Typisk arbejdede vi på at få hestene til at strække sig, først i jordarbejdet og senere overførte vi det til ridningen. Men jo flere heste og ejere jeg fik arbejdet med, des mere gik det op for mig at det reelle problem, for stort set alle, handler om manglende gensidig kommunikation. 

De fleste heste har ganske enkelt lukket os ude. De er trætte af alle vores mange befalinger og roede signaler. Nogle af hestene viser det ved at slæbe sig afsted, andre prøver konstant at komme tilbage til stalden, andre iler og nogle gør alt hvad der bliver bedt om, dog med et slukket blik og en sænket ryg. Der er mange andre ting der udtrykker denne brist i den gensidige kommunikation, såsom at hesten skyder skuldrene, tilter hovedet, går skævt, virker stiv, nervøsitet og så videre..

Jeg har brugt den seneste tid, på at teste nogle nye ideer af på vores egne heste. Og det har givet mig nogle fantastiske oplevelser. Jeg kan nu kommunikere meget bedre med mine heste og jeg kan tage det med over i ridningen. Det har åbnet en helt ny vej af muligheder.

Dette er vejen til min drøm, nemlig at kunne gå ud og træne mine heste og føle at vi samarbejder og at begge parter nyder arbejdet. 

Det er ikke svært at opnå gensidig kommunikation og et samarbejde. Men vi skal tænke på en ny måde. Vi skal ikke fokusere på om det ser godt ud i spejlbilledet. I stedet skal vi fokusere på den følelse hesten giver os. Det ideelle ydre vil da komme helt automatisk og det vil ske uden at hesten bliver presset ind i en form, dens krop eller psyke ikke kan klare. 

Hesten bliver interesseret i arbejdet, den bliver glad og afslappet, den dag vi begynder at kommunikere med den. 

Denne video viser lidt om, hvordan vi begynder at kommunikere med hesten. 

God fornøjelse