Så er Cody og Susanne igang igen. De har haft en længere ufrivillig pause, men på trods af det havde de ikke glemt noget.

Vi talte i denne lektion meget om kontakten. Ofte kommer vi ubevidst til at bruge tøjlerne forkert eller for meget. Dette resulterer typisk i at hestene da stiver sig, går skævt, bliver ukoncentrerede eller måske direkte begynder at lave ballade. Dette er hestens måde at udtrykke sit ubehag på.

Man begynder aldrig en lektion med at forvente at hesten søger en stabil kontakt på biddet. Mange tror godt nok, at når de korter tøjlerne og bevæger biddet rundt i munden på hesten, således at de får hesten til at bøje nakken, at så har de hesten på biddet. Men det har man ikke, man har blot manipuleret hesten ind i en eller anden given form.

Vi startede med at arbejde Cody for hånd. Og brugte det meste af lektionen på dette arbejde. Det gode ved arbejdet for hånd er at man selv kan se hvordan hesten reagerer i forhold til hvordan man bruger tøjlerne. Mange kommer ubevidst til at holde fast i tøjlerne hvis hesten ikke med det samme reagerer og det virker ikke. Hvis hesten f.eks drejer hovedet ud af volten for at se på noget, så tager man i indvendig tøjle og slipper øjeblikkeligt igen. Reagerer hesten ikke gentager man bare. Hvis man derimod holder fast, så vil hesten typisk trække i modsat retning og den vil ofte blive både anspændt og irriteret. Og dette hjælper os ikke med at få hesten til selv at søge kontakten på biddet.

Herudover er det vigtigt at ens første reaktion ikke er at bruge tøjlerne. Hvis hesten bliver ukoncentreret og kigger ud som nævnt ovenfor, så driver man først hesten lidt frem enten ved at røre den med pisken eller ved et klik med tungen. Rider man så ligger man benene til. Først herefter retter man med tøjlen ved at tage og øjeblikkeligt efter give igen. Man skal dog ikke blive ved med at tage og give. Man gør det en gang og så er man stille og giver hesten en chance for at reagere. Sker der ingenting, ja så gentager man processen.

Typisk vil hestene på denne måde meget hurtigt rette sig op og begynde at gå lige. Da der ingen kamp eller ubehag er, så begynder hesten hurtigt at slappe af og koncentrere sig om arbejdet. Når det sker vil man mærke at hesten begynder at søge kontakten og tygge på biddet. Man vil ofte se at der danne sig et lille tyndt lag skum i mundvigen der hvor biddet hviler. Dette er tegn på at hesten slapper af. Og dette kan mange gange ses inden hesten begynder at søge kontakten.

Generelt har vi alt for meget fat i tøjlerne. Dette er grunden til at vi stort set aldrig ser heste der går med punktet mellem ørene som det højeste punkt. Det er også dette der er årsagen til at vi ikke ser hestene strække halsen ud af kroppen. I stedet går de oftest med en forkortet hals. Det er også dette der er årsagen til at hestene går bag lod når rytteren prøver at strække dem.

Med Cody har dette meget stor betydning. Han bliver total usamarbejdsvillig og ukoncentreret hvis man arbejder for meget med tøjlerne. Men mange heste har vænnet sig til, at der ingen udvej er og de mister deres vilje, glæde og personlighed.

Vi tog kun billeder i denne lektion, men jeg har taget et klip med fra sidste år. Så I kan se hvordan Cody ellers kan arbejde
Tak for en super dejlig lektion Susanne og Cody ❤️

Nobackpain
No Back Pain Danmark
The Thinking Rider
Kriemhild Morgenroth Saddlery

www.kriemhild-morgenroth.com