Video: Fjerde lektion med Zazu & Maria
Dette er den fjerde lektion med Zaza og Maria. Vi har endnu engang filmet det meste af lektionen. Videoen kan ses til sidst i indelægget.
I denne lektion, arbejdede vi med stop signalet, samt små temposkift. Dette er ting Maria skal bruge, når hun går igang med at ride Zazu.
Stop signalet
Vi startede med at gå helt tilbage i træningen og tjekke, hvordan Zazu stoppede for en anholdning på tøjlen. Dette gøres på en lidt anden måde, end hvad I normalt ser. Vi går nemlig foran hesten. Vil I have lidt mere beskrivelse af det, så se nærmere på indlægget med Merja og Spirit.
Zazu reagerede rigtig fint på dette og derfor ville jeg gerne gave det overført til vores “normale” måde at gå med hestene på, da det minder mere om ridningen.
Jeg vil gerne gave at hesten forstår, at den skal sænke tempoet eller stoppe for en let anholdning fra tøjlen. Og jeg vil have at den forstår at gå frem for et klik fra tungen eller en berøring fra pisken.
Træn én ting af gangen
Det betyder ingenting at hesten løfter hovedet, når vi laver en anholdning. Vi er nemlig nødt til at træne et signal af gangen. Hvis vi skal lære hesten at stoppe eller sætte tempoet ned, for en anholdning på tøjlen, så nytter det ikke noget, at vi samtidig vibrerer med tøjlerne eller prøver at trække hestens hoved ned, for at holde hesten i en ønsket position. Vi forvirrer dermed bare hesten.
Hesten vil helt automatisk, når den har forstået stop signalet, forblive i en mere hensigtsmæssig holdning.
Det er en rigtig god ide at sikre sig at stop signalet virker inden man begynder at ride sin hest. Det er noget alle heste bør forstå!! Og det er noget alle unge heste bør trænes i, inden vi går igang med ridningen.
Temposkift
Temposkift er derimod mere en finpudsning og giver ejeren en god fornemmelse af, hvor meget eller hvor lidt kontakt der skal til. Man får også en ide om, hvad man kan forvente med hensyn til diverse skævheder. Hvis hesten for eksempel skyder skulderen, når man prøver at sætte tempoet ned, så ved man at man skal være opmærksom på dette under ridningen. Man kan forbedre meget, ved at bruge noget tid fra jorden af på disse temposkift. Men i nogle tilfælde er det dog nemmere at holde hesten lige, når man sidder på den.
Nemmere på den ene volte
Man vil ofte opleve at det er nemmere at lave temposkift på den ene volte i forhold til den anden. Så på den ene volte sænker hesten nemt tempoet, mens den på den anden volte forbøjer sig i halsen, skyder skulderen eller andre ting. Dette er ikke noget man skal blive irriteret eller bekymret over. Hesten er bare enten “højre eller venstre håndet” ligesom alle os andre. Man skal dog være opmærksom på det og blive ved med at prøve at forbedres det. Dog skal man ikke overdrive træningen på den “dårlige” volte.
Klar til ridningen
Zazu reagerede rigtig fint på de ting vi trænede på i denne lektion. Hun har siden vi startede arbejdet midt i december 2019 udviklet sin overlinje og virker idag dejligt afslappet og løsgjort.
Maria har ligeledes udviklet sig. Der er en helt anden harmoni over træningen. Det er super dejligt at se på.
Dette par er nu klar til at påbegynde ridningen.