Jeg elsker at arbejde med, og se på, de her to Lippizaner drenge

Jeg elsker at arbejde med, og se på, de her to Lippizaner drenge – Nemo og Nikon. De har så meget personlighed og power!!
Lene deres ejer gør det virkelig godt. Lene har arbejdet dem fra jorden i 3 måneder og det er ved at være tid til at begynde at ride dem. De har nu nemt ved at strække deres overlinjer i både skridt og trav… Eneste problem er at de nu er vokset ud af deres sadler.


Når vi begynder at ride hestene så bliver det stadig kombineret med træningen fra jorden af.
Nemo (den mest hvide) er den ældste af hestene. Han er også den der har haft problemer med ryggen i form af Kissing spine. Hans ryg muskulatur bliver blødere for hver gang jeg ser ham. Men det er klart det vil tage lidt længere med ham ifht Nikon som ingen fysiske problemer har. Man skal tænke på at når hesten har haft problemer fysisk, så vil man ofte også komme til at kæmpe med et psykisk problem. Har hesten først haft rygsmerter, så vil det tage ekstra lang tid før hesten begynder at slappe af i rygmuskulaturen under rytter.

Også selv om der måske ikke længere burde være smerte. Man kan sagtens få hesten til at arbejde, men det bliver svært at få den til at arbejde over ryggen. Får vi ikke hesten til at arbejde over ryggen, så vil vi ikke længere opbygge muskler, men derimod ride musklerne af hesten.

Jeg er dog ikke bekymret for Nemo!! Han skal nok komme til at bruge sig selv på en hensigtsmæssig måde, selv under rytter.
Dette bliver en lang opdatering, men jeg bliver nødt til at komme ind på Nikon også. For jeg er dybt imponeret over hvordan denne lille hest udvikler sig. Første gang jeg så ham var han lidt lille og uanseelig. Nu knejser han som en majestæt med en kæmpe hals og brystkasse. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan han med tiden kommer til at se ud.

Jeg er meget taknemlig for at jeg får lov til at følge disse to stjerner.