Noller

 

I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan man kommer igang med at arbejde sin hest for hånd. Jeg vil forsøge at holde indlægget kort og simpelt.

Sådan holder du pisk og tøjle

Lad os så starte med at se på hvad man skal gøre. Hvis man starter på venstre volte, så skal man holde pisk og højre tøjle i højre hånd, som det kan ses på billedet herunder. 

Her ses hvordan man holder tøjle og pisk.

Her ses hvordan man holder tøjle og pisk.

Pisken bruges fortrinsvis i området hvor schenklen ellers ville have været. Man rører hesten med pisken og får den til at gå frem. 

Start på en cirkelvolte

Bliv på en cirkelvolte og prøv i første omgang bare at få hesten til at skridte frem, samtidig med at den slapper af. Gå nogle runder på denne måde.

Kig på hestens indvendige bagben

Nu skal man holde øje med hestens indvendige bagben. Ignorer fuldstændig hestens hoved holdning. Hesten skal træde ind under sig ved at placere indvendige baghov imellem de to forhoves spor eller i udvendige forhovs spor. Den skal altså lave en lille overtrædning. Når hesten begynder at træde dybt ind under sig selv – ind under tyngdepunktet – så vil den begynde at skubbe op igennem ryggen og dette vil få hesten til at strække sig.

Sasha og Ripasso´s første lektion i arbejdet for hånd. Sasha holder øje med hvor Ripasso sætter det indvendige bagben.

Sasha og Ripasso´s første lektion i arbejdet for hånd. Sasha holder øje med hvor Ripasso sætter det indvendige bagben.

Kontakt på udvendig tøjle

Man får hesten til at træde over ved at røre hesten med pisken, samtidig med at man sørger for at have en let kontakt på udvendige tøjle. Og kontakten skal virkelig være let, det skal være sådan at hesten gerne skulle få lyst til at strække sig ud efter kontakten. 

Træk ikke hestens hoved ned med tøjlen

Man holder stadig øje med indvendige bagben og sådan fortsætter man lidt. Lige pludselig vil man kunne mærke at hesten får lyst til at sænke hovedet lidt og der skal man være hurtigt til at give længere tøjle. Det kan godt tage lidt tid før man får en reaktion, men bevar tålmodigheden og lad endelig værd med at begynde at trække hestens hoved nedad med tøjlen.

Jeg ser her efter hvor dybt Lillepigen træder ind under sig

Jeg ser her efter hvor dybt Lillepigen træder ind under sig

Hesten begynder at strække sig

Når hesten begynder at strække sig undgår man at bruge pisken og følger bare med. Det er hestens belønning. Hvis hesten begynder at løfte hovedet, rører man den med pisken og beder om lidt overtrædning igen. Og her vil man være nødt til at gøre udvendig tøjle lidt kortere indtil hesten igen begynder at strække sig. 

Her ses Spirit på 3 år. Det er første gang han trænes i arbejdet for hånd. Spirit begynder at strække sig og Sarah sørger for ikke at røre ham med pisken, nu hvor han gør det rigtige.

Her ses Spirit på 3 år. Det er første gang han trænes i arbejdet for hånd. Spirit begynder at strække sig og Sarah sørger for ikke at røre ham med pisken, nu hvor han gør det rigtige.

Målet er at få hesten til at arbejde over ryggen

Ikke alle heste strækker sig lige dybt i begyndelsen, men hesten skulle gerne på sigt strække sig nærmest helt ned til jorden. Dette skyldes at hesten, når den strækker sig dybt samtidig med at den træder ind under tyngdepunktet, vil begynde at arbejde over ryggen. Dette vil med tiden føre til en stærk overlinje og en hest der arbejde med løftet ryg.

At få hesten til at strække sig så dybt kan tage fra få minutter til flere måneder. Nogle gange skal man være tilfreds når bare hesten begynder at sænke hovedet dybere end den normalt ville gøre.

Allerede da Jane og Pro havde deres første lektion, begyndte Pro at strække sig helt ned til jorden indenfor de første 10 minutter... Jane vil få brug for nogle længere tøjler med denne hest :D

Allerede da Jane og Pro havde deres første lektion, begyndte Pro at strække sig helt ned til jorden indenfor de første 10 minutter… Jane vil få brug for nogle længere tøjler med denne hest 😀

Hvis hesten ikke vil strække sig

Oftest er det sådan, at hvis det er meget svært at få hesten til at strække sig forholdvis dybt, så skyldes det at der er nogle spændinger eller noget der bør rettes af en Hestefys/Osteopath eller kiropraktor. Massage er IKKE nok. 

Først når hesten for alvor begynder at strække og løsgøre sin overlinje, vil den begynde at bygge muskler. Derfor er det så vigtigt tidligt i forløbet at få rettet hesten. Herefter vil det blive så meget nemmere.

Selvfølgelig er der også heste som har nogle fysiske problemer. Det kunne være gigt i benene eller måske kissing spine. Disse heste vil nogle gange være længere tid om at løsne op og der er intet andet for end at være tålmodig.

Her et billede af Regitse fra 2017. Regitse var lang tid om at løsne nok op til at hun kunne strække sig så dybt som på billedet. Hun har lidt slid/gigt i sine ben efter mange års springning. På billedet er hun 19 år og idag er hendes ryg endnu pænere at se på.

Her et billede af Regitse fra 2017. Regitse var lang tid om at løsne nok op til at hun kunne strække sig så dybt som på billedet. Hun har lidt slid/gigt i sine ben efter mange års springning. På billedet er hun 19 år og idag er hendes ryg endnu pænere at se på.

Sidebevægelser

Når først hesten har lært at strække sig, så kan man begynde at føre den rundt på hele banen. Nu begynder man så også at lave schenkelvigninger og versader. 

Amaze I versade

Amaze I versade

Forberedelse til ridningen

Man skal hele tiden tænke på at vi bruger arbejdet for hånd til at forberede hesten på ridningen. Det vil sige at vi igennem dette arbejde lærer hesten at arbejde over ryggen via overtrædninger/sidebevægelser og ved at strække sig dybt, således at vi kan bruge dette, når vi begynder at ride den. Her ud over vil hesten igennem dette arbejde få en styrket overlinje, sådan at den vil have nemmere ved at bære sin rytter.

Lucky Lady alias Lillepigen

Lucky Lady alias Lillepigen

God fornøjelse med arbejdet for hånd.

 

Får du problemer eller vil du bare gerne lære mere så er der nedenstående muligheder.

Tilmeld dig vores Clinic med William Faerber fra Art2Ride Clinic 2019

Jeg giver undervisning enten her eller hos dig se priser her.

Tilmeld dig gruppen Art2ride Danmark på Facebook.

Skriv en kommentar herunder og jeg vil svare hurtigst muligt.

Eller besøg siden Art2Ride.com