Velkommen til min nye hjemmeside og blog.

Palle, min kære mand, syntes lige jeg skulle have lidt mere at lave, så han fandt layouts og navne forslag til en hjemmeside og så måtte jeg ellers bare gå i gang med at tage beslutninger og skrive tekster. Og det værste er at han vil have at jeg selv skal lære at gøre alting, hvad mener I?? Nå men hvor svært kan det være 😉

Gitse til Riders Cup

Gitse til Riders Cup

Det siden primært vil komme til at handle om er træningen af hestene. Jeg arbejder dem meget anderledes i forhold til da jeg startede stævner. Da jeg besluttede mig for at Gitse ikke skulle springe mere og det viste sig at Amaze ikke kunne fungere som ridehest (det kan hun nu alligevel), så besluttede jeg mig for at stoppe helt med springningen. Det var en beslutning jeg vidste jeg måtte tage på et eller andet tidspunkt og jeg har nok haft udskudt det længere end jeg burde. Det er nok mere held end forstand at jeg stadig kan ride. Jeg har to diskusprolapser som jeg ikke har problemer med nu, men det havde jeg da jeg sprang. Hvis jeg faldt af eller hesten hoppede til side og jeg fik et vrid i ryggen, så vidste jeg godt at nu ville jeg have smerter de næste par år. Det pudsige er at man godt kan bide smerterne i sig, hvis der er noget man virkelig gerne vil, så det gjorde jeg og har derfor levet med pænt kraftige smerter i nok 8 år. Desværre kan man med sådan nogle ting mærke at man bliver ældre, for der skulle mindre og mindre til før det gik galt. Så derfor ikke mere springning, kun måske en dag Palle ikke kigger..

Nå men pyt nu med det, det gør mig ikke noget. Jeg har altid været glad for dressur, dog ikke super glad for moderne dressur, hvor hesten helst skal spjætte mest muligt med forbenene og hvor sveden gerne skal løbe ned af panden på en når man er færdig. Nej den dressur kan jeg ikke lide, jeg hader at svede.

Noller på banen

Noller på banen

Nej den dressur jeg søger er den hvor man føler man bliver et med hesten, som i et eventyr eller en drøm. Dressur som både jeg og hesten har godt af og som vi begge nyder og synes er sjovt. Og jeg føler at jeg nu endelig efter 35 års ridning har fundet den rigtige vej og det er det jeg gerne vil dele med dem der nu måtte være interesserede.

Jeg elsker at nørde og fundere lidt over tingene. Tage en øvelse og tænke den igennem til mindste detalje for at finde ud af om den egentlig har nogen værdi for udviklingen af hesten. Jeg er ikke sikker på at jeg vil beskrive alt det nørdede i processen, men jeg vil prøve at fortælle hvad jeg gør og ikke gør og hvorfor. Og der vil være åbent for kommentarer hvis nogen skulle få lyst til at nørde med mig, har spørgsmål eller ganske enkelt bare har lyst til at skrive noget.

Amaze

Amaze

Jeg regner ikke med fange jer hardcore dressur og springryttere, men alle jer derude der rigtig gerne vil gøre det bedste for jeres heste I kunne måske finde noget interessant her på siden.

God fornøjelse