Da Lillepigen var fire år, begyndte jeg så småt at træne hende. Jeg starter typisk med at longere de unge heste i en grime og ligesom alle de andre unge heste jeg har startet op, begyndte hun ret hurtigt at strække sig nærmest til jorden. Jeg havde aldrig forsøgt at få hestene til at gøre det, jeg havde bare observeret at de gjorde det.

Jeg havde ikke hørt andre tale om at deres heste strakte sig til jorden når de longerede. Men mange sender deres heste ud i tilridning og oplever måske ikke denne første fase. Eller også kan det skyldes, at mange heste longeres med en eller anden form for hjælpetøjler.

Her ses Amaze som 3 års. Dette billede er taget, en af de første gange vi longerer hende.

Her ses Amaze som 3 års. Dette billede er taget, en af de første gange vi longerer hende.

Af flere forskellige årsager beslutter jeg mig for at blive klogere på det at strække hestene. 

Lige siden er informationer, ny viden, praktisk erfaring, nye iagttagelser og nye spørgsmål væltet ind over mig. 

Jeg startede med det her ud fra en observation jeg havde gjort mig, udefra noget jeg vidste hestene gjorde af sig selv. Herefter lærte jeg, at der var forskellige måder hvorpå man kunne få hestene til at strække sig.

Man kan her på siden læse, hvordan man ved at få hesten til at træde under tyngdepunktet med indvendige bagben, kan få hesten til at strække sig. I ridningen kan man gøre kontakten let når hesten strækker sig og gøre den lidt kraftigere, når hesten ikke gør det.

Nogle prøver at presse hesten fra den indvendige schenkel til den udvendige tøjle. Nogle læner sig kraftigt tilbage i forsøget på at få hesten til at løfte ryggen og dermed strække sig, nogle saver hesten ned osv. osv.

Men hvorfor vil vi gerne have hesten til at strække sig?

Hvis hesten skal kunne holde til et langt liv som ridehest, så er det vigtigt at den lærer at gå med en overlinje, der er længere end underlinjen. Og dette gælder uanset om hesten går i et stræk eller i en højere holdning. Den lange overlinje bevirker at hesten kan arbejde igennem hele kroppen.

Man kan her se at hestens overlinje, ser længere ud end dens underlinje.

Man kan her se at hestens overlinje, ser længere ud end dens underlinje.

Hesten lærer at gå med en forlænget overlinje, ved at den i første omgang, får lov til at strække hoved og hals ud, ned og frem. En hest der går på denne måde, vil opbygge en sund og stærk overlinje.

Men der er faktisk også en anden fordel i at arbejde hesten i et stræk.

Indenfor mange grene af ridesporten taler man om, at:

Man vil have hesten til at strække sig for at få den til at slappe af.” 

Nogle taler om en mental afslapning, mens andre taler om at musklerne i overlinjen afslappes/løsgøres. 

Det skal siges at der kan være meget stor forskel på hvordan sådan et stræk ser ud. Det kan være alt lige fra mulen på bringen, til mulen i jorden.

Desværre begynder hesten ikke nødvendigvis at slappe af, blot fordi den strækker sig.

Jeg har arbejdet med mange forskellige typer af heste, som alle skulle lære at strække overlinjen. Og det jeg har erfaret er nedenstående:

Når hesten slapper af, så vil den begynde at strække sig.” 

Nu vil nogen nok tænke, at det vel ikke kan betyde så meget, om man tænker på det, på den ene eller den anden måde. Men det kan det!! Der er en kæmpe forskel. 

Hvis man tænker, at man skal have hesten til at strække sig for at få den til at slappe af, så vil man arbejde mere “mekanisk”. Fokus vil være på at få hestens hoved ned. Det vil bevirke at de fleste vil bruge en masse hjælpere, tvang eller hjælpetøjler for at få hesten til at søge ned. Rytteren vil have sine tanker fokuseret på at få lige netop dette til at ske. Det bliver et succeskriterie og glæden kommer først når det er lykkedes.

Hvis man tænker at strækket kommer af sig selv, når hesten slapper af, så vil man være nødt til først at fokusere på at man selv er afslappet. Og dernæst er man nødt til at fokusere på at skabe en slags forbindelse til hesten. Man bliver nødt til at have hestens tillid og man bliver nødt til at gøre arbejdet interessant for hesten. 

Hesten skal slappe af mentalt og fysisk

Det er måske her vigtigt lige at nævne at en hest der ikke er mentalt afslappet heller ikke er fysisk afslappet. Det vil sige at man kan forsøge at lave alle mulige øvelser med en anspændt hest, men det vil ikke føre til en stærk overlinje.

I denne video kommer jeg ind på flere af de ting jeg beskriver i dette indlæg. Desværre er lyden ikke helt stabil.

Det er som om effekten af at strække hesten forsvinder, når det udføres via tvang eller hvis hesten har lært det via et bestemt signal eller en bestemt hjælp. Mange heste har lært at strække sig for at slippe for et ubehag. Men der er også mange heste der prøver at “løse alle opgaver” ved at strække sig. Disse heste har på et eller andet tidspunkt fundet ud af at vi gerne vil have dem til at strække sig og så prøver de den løsning uanset, hvad man beder dem om. Resten af kroppen får dermed ikke den virkelig gode effekt af strækket. Disse heste vil ofte strække sig og øjeblikkeligt de har fået tøjle, komme op igen eller de slæber sig afsted med mulen i jorden uden energi. 

Hesten strækker sig når den føler sig godt tilpas

Hvis hesten strækker sig af ren og skær velvære, så vil der typisk være en vis form for energi over bevægelsen, samtidig med at holdningen virker naturlig og utvungen. Hesten vil se spændstig ud, men samtidig have noget afslappethed over sig. Dette er en hest der viser interesse for lige netop dig og det du beder den om. 

Et kort klip af Cody, som ejes af Susanne. Dette er en af de første gange jeg longerer Cody. Det havde ikke været muligt for ejer eller tidligere træner at longere Cody!! Men jeg har ikke haft problemer med ham og det tror jeg skyldes at jeg er “til stede” sammen med ham. Jeg har ikke LÆRT ham, at strække sig som han gør i videoen. Det kan man ikke LÆRE en hest. Man kan blot give hesten de rigtige betingelser.

Man skal være mentalt tilstede

Heste læser os lige med det samme. Hvis vi tænker på nogle andre ting, mens vi er sammen med hesten, så ved den at vi er uopmærksomme. 

Hesten der lever vildt, er afhængig af, at de andre heste i dens flok er opmærksomme. Hesten kan kun sove trygt, hvis den ved at nogle andre i flokken holder øje. Hvis vi ikke er tilstede “her og nu” så er vi ikke værdige til at holde øje, når hesten slapper af og koncentrerer sig om arbejdet. Og hesten bliver derfor selv nødt til at være på vagt.

Hvis vi ser tilbage på mine oplevelser med de unge heste, så er jeg gået ud og træne dem, uden at have nogen forventninger. Det var jo unge heste, som ingenting kunne. Dog kræver unge heste, i en grime, en hvis form for tilstedeværelse. 

Jeg har selv sidenhen brugt rigtig lang tid på at være i stand til at kunne være tilstede “her og nu”. Konstant har jeg været nødt til at minde mig selv om, at mine tanker pludselig var på noget andet. Jeg har nu ret god kontrol over det og det har givet en markant ændring ifht hestene. Men det vil jeg komme ind på en anden gang.

Her rider jeg Regitse uden trense for 1. gang. Hvis jeg er mentalt til stede, sammen med hesten, så behøver jeg ikke en trense!!

Her rider jeg Regitse uden trense for 1. gang. Hvis jeg er mentalt til stede, sammen med hesten, så behøver jeg ikke en trense!!

Men har man svært ved at få sin hest til at strække sig, så bør man starte med at se indad!! Og dette gælder iøvrigt alle problemer der måtte være i forbindelse med træningen/håndteringen af hesten. Det rigtig gode stræk er bare tegnet på at begge parter er afslappede og engagerede.

God fornøjelse med træningen.